Samarbejde gør idéer til virkelighed på Langeland
Fødevareminister Eva Kjer Hansen besøgte den 4. maj Langeland for at se og høre om nogle af de projekter, som har fået støtte fra landdistrikts- og fiskeriprogrammet. Her var det klare budskab, at gode idéer kan blive til noget, når man samarbejder.
Hvad har en keramiker, et gammelt mejeri og havnen i Bagenkop til fælles? Det var de tre steder, som fødevareminister Eva Kjer Hansen besøgte på sin tur til Langeland, og fælles for dem er, at de har modtaget støtte til et projekt fra den lokale aktionsgruppe (LAG) på Langeland.
De tre steder viser den mangfoldighed og spændvidde, LAG-midlerne har. Det er både en mikrovirksomhed, en privatperson og Langeland Kommune, som har fået støtte til projekter. Og mangfoldigheden ses også i de konkrete projekter, der er givet støtte til. De er vidt forskellige, men skal alle bidrage til at udvikle Langeland og sikre, at det er attraktivt at bo og arbejde på Langeland. Samtidig er flere af projekterne kendetegnet ved, at både borgere, brugere og myndigheder har været involveret i arbejdet med at finde nye udviklingsmuligheder for lokalområdet.
Ildsjæle er med til at udvikle Langeland
Første stop var Brangstrup Stentøj, som fremstiller urner til brug ved begravelser. Her er der givet støtte til at udvikle udstyr, der skal forbedre produktionen af urner og gøre den mindre fysisk belastende. Det skal sikre en fortsat og mere konkurrencedygtig produktion af urner på Langeland.
Det andet sted, Eva Kjer Hansen besøgte, var det tidligere Søndenbro Mejeri, som nu er fredet. Med støtte fra LAG Langeland er mejeriet ved at blive gennemgribende renoveret, så det fremover kan fungere som et kulturelt samlingssted i lokalområdet. I det gamle mejeri, som blev grundlagt i 1880’erne, er der bl.a. planer om koncerter, kunstudstillinger, dansekurser for børn og voksne og samarbejde med det lokale kulturhistoriske arkiv.
Herefter gik turen til Bagenkop Havn, der er Langelands største fiskerihavn. Langelands Kommune har involveret en lang række brugere og borgere i en analyse havnens udviklingsmuligheder, så den både kan rumme erhverv, turisme og bosætning. Med afsæt i den analyse har kommunen søgt om og fået støtte til at udvikle og fremstille en ny ophalervogn til beddingsanlægget i fiskerihavnen, som er nødvendig for, at fiskefartøjerne og lystbådene kan komme på land. Der er mange krav til funktion og arbejdsmiljø, der skal opfyldes.
Efter projektbesøgene havde Eva Kjer Hansen sammen med LAG Langeland inviteret til åbent borgermøde, hvor også Langeland Kommunes borgmester Knud Gether og konsulent Kasper Westh fra Region Syddanmark deltog. Rigtig mange borgere og andre interesserede var mødt op til mødet, og lysten til at debattere udviklingen af fremtidens Langeland var stor.
Yderligere oplysninger
René Kusier, Koordinationskontoret for Landdistrikter og Erhvervsudvikling, tlf. 33 95 88 38, e-mail: rk@dffe.dk

